Jeg er pornostjerne. Men mit privatliv er nok ikke som du tror.

Jeg får virkelig mange beskeder.

Rigtig mange.

Og en stor del af dem starter nogenlunde sådan her:

“Skal vi bolle?”
“Vil du kneppe?”
“Skal vi mødes?”

Og jeg svarer næsten aldrig.

Ikke fordi jeg er arrogant.
Ikke fordi jeg synes folk er dumme.

Men fordi de beskeder faktisk fortæller mig noget ret interessant.

De fortæller mig, at vi ser verden meget forskelligt.

For mange mennesker er det næsten en selvfølge:

Hvis man er pornostjerne, så må man jo have lyst til sex hele tiden.

Med alle.

At man bare er klar.

At man bare venter på den næste mulighed.

Men sådan fungerer jeg ikke.

Overhovedet.

Jeg elsker sex. Det gør jeg virkelig.

Og jeg elsker mit arbejde.

Det er ægte orgasmer.
Ægte lyst.
Ægte kemi.

Men det er også arbejde.

Et rum med en særlig tillid, en særlig professionalisme og nogle mennesker jeg har valgt at arbejde med.

Mennesker jeg føler mig tryg med.
Mennesker jeg har lyst til at udforske seksualitet sammen med.

Det er ren sex.

Men det betyder ikke, at jeg er en maskine.



Privat fungerer jeg helt anderledes.

Privat handler sex for mig ikke bare om sex.

Det handler om fascination.

Det kan være humor.
Et blik.
En måde at tænke på.
En måde at være i verden på.

Noget der gør mig nysgerrig.

Noget der får mig til at tænke:

Dig vil jeg gerne udforske.

Og det er faktisk ret sjældent det sker.

Meget sjældnere end folk måske tror.

Jeg flirter meget. Det indrømmer jeg gerne. Jeg elsker flirt.

Men flirt betyder ikke nødvendigvis sex.

Faktisk er det ekstremt sjældent, at jeg ender med at have sex med nogen privat.

Til dem der gennem årene måske har haft sex med mig privat, vil det sikkert give mening.

Ofte er det fordi jeg ret hurtigt mærker, om der er en kemi jeg har lyst til at lege med.

Ikke fordi andre ikke flirter med mig. Det gør de selvfølgelig.

Men jeg mærker ret hurtigt, om der er noget ved et menneske der gør mig nysgerrig. Og hvis der er…

så begynder jeg selv at flirte.

Ikke nødvendigvis fordi den anden ikke gjorde det først.

Men fordi jeg allerede har tænkt:

Dig vil jeg gerne udforske.

Sex starter ikke med en besked hvor der står:

“Skal vi bolle?”

For mig starter det et helt andet sted.

I en energi.

En forbindelse.

Et møde mellem to mennesker hvor man pludselig mærker:

Der er noget her.

Og det kan jeg ikke se på et billede.

Jeg kan ikke mærke det i en besked.

Det er noget der opstår, når mennesker mødes i virkeligheden.

Når jeg har sex privat, skal jeg kunne give mig fuldstændig hen.

Hvis min hjerne begynder at tænke på ting som:

Ser mit hår pænt ud?
Ligger jeg mærkeligt?
Har jeg en delle i den her vinkel?

Så er jeg allerede væk fra det.

For mig er det intetsigende sex.

Min hjerne skal ikke analysere.

Den skal bare tænke: Fuck hvor er du dejlig. Lad os smelte sammen lige her.

Jeg kan ikke betales for en privat session.

Det bliver jeg ellers spurgt om konstant.

Men sex uden forbindelse… det giver mig ingenting.

Og måske er det også derfor tanken om at blive betalt for sex privat føles så fjern for mig.

Ikke fordi jeg ikke kan lide sex.

Tværtimod.

Jeg elsker mit arbejde.

Men mit arbejde er et rum jeg selv har valgt.

Mennesker jeg har valgt.



Situationer hvor der er tillid, kemi og nysgerrighed.

Det er noget helt andet end at kunne købe adgang til mig som menneske.

Jeg lever også i et åbent forhold.

Og bare den sætning får mange til at tænke, at så handler det bare om at knalde løs.

Men sådan fungerer det ikke for mig.

For mig handler det ikke om at samle på sex.

Det handler om frihed.

Om ærlighed.

Om at acceptere at mennesker kan have nysgerrighed og forbindelser til andre mennesker – også selv når man elsker hinanden.

For mig handler det om at være tro mod kærligheden.

Tro mod partnerskabet.

Ikke om at begrænse hinanden mest muligt.

Men om at forstå hinanden.

Og måske er det også derfor jeg nogle gange undrer mig over de historier der ofte bliver fortalt om mennesker i min branche.

Historier om ødelagte barndomme. Misbrug. Traumer.

Og ja – de historier findes også.

Det ville være uærligt at lade som om de ikke gør.

Jeg siger heller ikke at jeg selv har haft en problemfri barndom.

Selvfølgelig har mit liv formet mig.

Det gælder jo for os alle.

Men nogle gange tænker jeg også: Hvad hvis det ikke nødvendigvis er et problem?

Hvad hvis det bare er sådan mennesker bliver til dem de er?

Vi mennesker starter egentlig det samme sted.

Samme biologiske drift.
Samme behov for forbindelse.

Men vi udvikler os forskelligt.

Nogle lever mest i hovedet.
Nogle i fantasien.
Og nogle mere i kroppen.

Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen er mere rigtige end andre.

Bare at vores grænser og vores måde at udtrykke os på ligger forskellige steder.

Og måske er det også derfor jeg nogle gange føler mig lidt misforstået.

Fordi mange tror, at en pornostjerne må være ekstrem.

At jeg må ville mere end andre.

Men sandheden er måske meget mere simpel.

Jeg er bare et menneske.

Et menneske der kan blive fascineret af et andet menneske.
Et menneske der har brug for kemi, forbindelse og nysgerrighed før noget giver mening.

Mit arbejde foregår foran et kamera.

Mit privatliv gør ikke.

Og måske er det i virkeligheden derfor de beskeder jeg får så ofte rammer helt forkert.

Den slags forbindelse kan jeg ikke mærke i en besked.

Jeg kan ikke se den på et billede.

Den opstår kun, når mennesker mødes i virkeligheden.

Og derfor svarer jeg heller ikke.

Folk må gerne synes det er mærkeligt.

De må også gerne synes det ikke giver mening.

Det er jeg egentlig ret ligeglad med.

For jeg ved godt hvad der fungerer for mig.

Og hvad der ikke gør.

Og så sad jeg tilbage med en krøllet tanke.

Hvad nu hvis forskellen på mennesker ikke handler om rigtigt eller forkert…

men bare om hvordan vi er skruet sammen.

Det var bare en krøllet tanke

– Denice