Om ærlighed, grænser og det, der bliver gjort mindre

Krøllede tanker #2 - Om ærlighed, grænser og alt det, der bliver gjort mindre undervejs

Mange har vendt tilbage på mit første indlæg.

Og samtidig har TV 2 kørt et program om OnlyFans.

Ikke fordi de to ting nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Men sådan arbejder tanker jo sjældent.

De flyver.
Skifter form.
Får fat i noget nyt.

Og pludselig sidder man ikke længere med den samme tanke…

men med det, den åbnede.

Det her blev så den næste.

En tanke om ærlighed.

Om hvorfor jeg er, som jeg er, også når det koster.

For jeg har jo altid været sådan.

Jeg har aldrig rigtig haft talent for at gøre mig til noget andet, end det jeg er.

Ikke fordi ærlighed altid er den mest bekvemme vej.

Det er den virkelig ikke.

Og det er heller ikke altid det, folk bedst kan lide.

Men fordi jeg simpelthen ikke trives i at gøre mig mindre, mere uklar eller mere spiselig, bare for at andre skal føle sig bedre tilpas.

Jeg tror faktisk, det er en af grundene til, at jeg overhovedet er blevet det, jeg er i dag.

Ikke bare pornostjerne.

Men også mennesket bag.

For når man lever af noget, som mange andre har en mening om, før man åbner munden, så lærer man ret hurtigt, at der er flere måder at være i det på.

Man kan spille spillet.

Sige det, der giver clicks, trafik og opmærksomhed.

Det, der får folk til at reagere hurtigt.

Det, der giver flere besøg — også selv om man måske kommer til at sælge lidt mere af sig selv undervejs.

Man kan forsøge at glide pænt ned.

Tale medierne efter munden.

Være lidt mere bekvem.

Lidt mindre besværlig.

Lidt lettere at sluge.

Eller man kan prøve at være et menneske i det.

Sige det, man faktisk mener.

Prøve at forklare det, der er mere nuanceret.

Insistere på at være mere end det, andre hurtigt kan bruge.

Det sidste har altid ligget mest naturligt for mig.

Også når det ikke var det smarteste.

Også når det kostede.

Også når det tog noget af fantasien ud af det for andre.

For ja, jeg ved da godt, at noget af spændingen for nogle mennesker forsvinder, når jeg siger tingene ligeud.

Når jeg siger, at det at være pornostjerne ikke betyder, at man kan bookes.

At det ikke betyder, at man er tilgængelig.

At det ikke betyder, at andre har adgang til en, bare fordi man er ærlig om sin seksualitet.

Men helt ærligt…

så er det ikke min opgave at holde liv i en fantasi, der kun fungerer, så længe folk misforstår mine grænser.

Min ærlighed er ikke en invitation.

Det er bare ærlighed.

Og måske er det netop dér, noget af det bliver så skævt.

For der ligger stadig en mærkelig forestilling i mange mennesker om, at pornostjerner og modeller må være mennesker, der ikke kan sætte grænser.

Som om det at arbejde med seksualitet i sig selv betyder, at man er grænseløs.

Som om porno er bevis på manglende dømmekraft.

Manglende selvrespekt.

Manglende evne til at sige nej.

Men faktisk oplever jeg ofte det modsatte.

At mange i den her branche er ret gode til at sætte grænser.

Netop fordi de er nødt til at kende dem.

Netop fordi arbejdet kræver det.

Netop fordi man meget hurtigt lærer forskellen på arbejde, lyst, tryghed, kemi og privatliv.

Så måske er det ikke os, der er dårlige til grænser.

Måske er det bare svært for nogle mennesker at forstå, at man godt kan være seksuel, tydelig og fri…

og samtidig have meget klare grænser.

For hvorfor skulle det ene udelukke det andet?

Hvorfor må jeg ikke være præcis den, jeg er…

og samtidig have præcis de grænser, jeg føler for?

Det burde egentlig være ret enkelt.

Men det er, som om det meget hurtigt bliver blandet sammen med alt muligt andet.

Platforme.

Overskrifter.

Apps.

Ord, folk reagerer hurtigt på.

Og måske er det også derfor, jeg nogle gange bliver så træt af hele måden, samtalen foregår på i dag.

Ikke fordi jeg har noget imod platforme.

Det har jeg ikke.

Og det her handler heller ikke om at tale ned om dem, der bruger dem.

Selvfølgelig gør det ikke det.

Jeg har flere tusinde skønne danske modeller på DKWebcam.

Mange af dem bruger selvfølgelig også OnlyFans.

Det ene udelukker jo ikke det andet.

Det er ikke dem, jeg står af på.

Det er reduktionen.

Det er, når journalisterne kun ser én version af det hele.

Som om én platform pludselig skal forklare et helt arbejdsliv.

Et helt fag.

Et helt menneske.

Det skurer i mig.

Måske også fordi jeg har været i det her game i 22 år.

Jeg var med tilbage fra DVD-tiden, før porno på nettet blev en "thing"

Længe før apps, abonnementsmodeller og den måde, branchen i dag så let bliver kogt ned til navnet på en platform.

Så nej.

Jeg har ikke lyst til at blive reduceret til en platform.

Ikke fordi jeg er hævet over dem.

Men fordi platforme er værktøjer.

De er ikke min oprindelse.

De er ikke mit fag.

Og de er i hvert fald ikke hele min historie.

Tværtimod driver jeg min egen platform.

Skandinaviens største inden for sit felt.

Så det her handler ikke om, at jeg ikke forstår platformene.

Det handler om, at jeg nægter at lade et langt arbejdsliv, en brancheforståelse og et helt menneske blive gjort mindre, bare fordi det er nemmere at skrive.

Jeg ved jo godt, hvorfor det er blevet sådan.

Medierne vælger ikke nødvendigvis det mest præcise ord.

De vælger det ord, folk allerede reagerer på.

Så i dag skriver medier ofte:

Hun laver OnlyFans.

Hun lever af OnlyFans.

Men helt ærligt?

Det er der virkelig få, der gør.

De lever af indhold.

Af arbejde.

Af at være til stede mange steder på én gang.

På flere platforme.

I flere formater.

Til flere målgrupper.

Og det er jo også derfor, “OnlyFans” pludselig er blevet et begreb i sig selv.

Nærmest en samlet betegnelse for at lave porno, være erotisk model eller være adult content creator.

Som om én platform pludselig forklarer en hel branche.

Og det gør den jo ikke.

Og måske er det også derfor, OnlyFans fylder så meget i medierne.

Ikke nødvendigvis fordi porno i sig selv stadig chokerer på samme måde.

Den del har folk jo hørt om i årevis.

Men fordi OnlyFans-vinklen er blevet en ny måde at forarge på.

Et nyt ord.

En ny indpakning.

En ny version af noget, medierne ved, at folk straks reagerer på.

Det er jo ikke, fordi porno er nyt.

Det er vinklen, der er ny.

Og så bliver det pludselig mere brugbart som overskrift end det, der faktisk foregår.

Porno begyndte jo ikke med OnlyFans.

Branchen blev ikke født med en abonnementsmodel.

Og mennesker som mig var her længe før den platform blev den nemme genvej til hele historien.

Men det er åbenbart den version, vi skriver nu.

Og mediebilledet har jo også ændret sig voldsomt på de 20 år, jeg har været i det her game.

Det kan man mærke.

Clicks er blevet valuta.

Freelancere bliver målt på trafik.

Medier lever af affiliate marketing, sponsorerede artikler og historier, der skal performe hurtigt.

Det betyder ikke, at alt er løgn.

Men det betyder, at tonen forandrer sig, når incitamenterne gør.

Og det kan man mærke.

Det vigtigste er ikke altid længere, hvad der er rigtigt.

Det vigtigste er, hvad der reageres på.

Hvad der får folk til tasterne.

Hvad der skaber splid.

Hvad der får kommentarfeltet til at eksplodere lidt.

Og når det er logikken, så bliver nuancer sjældent det, der vinder.

Det gør clicket.

Du kender det jo godt.

Man vil hellere se Luksusfælden end et program om nogen, der bare har styr på deres budget.

Kaos er mere dragende.

Sammenbrud sælger bedre end balance.

Og det samme gælder ofte mennesker.

Det er lettere at sælge ravage end refleksion.

Og det er måske også derfor, så mange historier ender med at ligne hinanden.

Ikke fordi der ikke findes mere at sige.

Men fordi det samme drama sælger igen og igen.

Den samme forargelse.

Den samme kliché.

Den samme pærevælling af platform, indhold og menneske.

Og det bliver ikke mindre skævt af, at hele økosystemet omkring creators også har ændret sig.

For jeg elsker faktisk, at magten delvist er blevet givet tilbage til creators.

Det gør jeg virkelig.

At man kan eje mere af sit eget arbejde.

Tjene mere selv.

Bygge noget direkte.

Skabe uden helt så mange mellemmænd.

Det er der noget frisættende i.

Men det har også mange downsides.

For bare fordi du har en profil, har du jo ikke et publikum.

Det skal du selv skabe.

Og pludselig er det ikke bare dit arbejde, du skal lave.

Du skal også være dit eget medie.

Din egen overskrift.

Din egen trafikmaskine.

Og dér begynder noget at tippe.

For når synlighed bliver noget, du hele tiden selv skal kæmpe for, så vokser fristelsen også for at gøre det, der virker hurtigst.

Det mest ekstreme.

Det mest clickværdige.

Det, der får folk til tasterne.

Og så står vi med et miljø, hvor jeg godt kan elske friheden…

og samtidig synes, at økosystemet omkring den er blevet ret fordærvet.

Ikke fordi alle er forkerte i det.

Men fordi logikken i det hele begynder at trække i en retning, hvor omtale bliver vigtigere end substans, og reaktion bliver vigtigere end respekt.

Og måske er det også derfor, jeg de sidste mange år har sagt nej til så meget mediegøgl.

Og ja, det koster sgu.

Det ved jeg godt.

For omtale kan skabe noget.

Synlighed kan åbne døre.

Interviews kan flytte mennesker, brands og projekter.

Jeg er ikke naiv.

Jeg ved godt, hvad det kan.

Men jeg ved også, hvad det koster, hvis tonen er forkert.

Hvis ladningen altid er negativ.

Hvis præmissen er clickbait.

Hvis man kan mærke allerede inden første spørgsmål, at det ikke handler om at forstå noget, men om at få noget til at eksplodere lidt i kommentarfeltet.

Så bliver jeg tom indeni.

Og det er en pris, jeg ikke længere har lyst til at betale.

Nogle vil sikkert kalde det arrogant.

Måske er det det.

Men helt ærligt?

Jeg er bare færdig med at folde mig selv sammen for at passe bedre ind i andres komfort.

For måske er det netop dét, det handler om.

Ikke at jeg ikke kan tåle omtale.

Ikke at jeg ikke forstår spillet.

Men at min stemme meget let bliver spildt i det game.

For hvis jeg stiller op med refleksioner, nuancer og ærlige tanker…

og det eneste, der bliver hørt, er det, der kan bruges som clickbait…

så giver jeg jo noget fra mig, uden at det egentlig bliver mødt.

Og det gør noget ved et menneske.

Det dræner.

Det flader én ud.

Og måske er det også dér, forskellen ligger.

For min fascination startede aldrig med tanken om at blive styrtende rig hurtigt.

Havde den gjort det, havde jeg nok truffet nogle helt andre valg.

Så havde jeg måske sagt ja til mere.

Solgt mere.

Spillet mere med.

Ladet mig bruge mere.

Det gjorde jeg ikke.

For min fascination startede et andet sted.

I arbejdet.

I seksualiteten.

I friheden.

I det at skabe noget selv.

I det at bygge noget op, jeg kunne stå på mål for.

Havde hurtige penge været det eneste, der drev mig, havde jeg jo også solgt min forretning, da de gode tilbud kom.

Det gjorde jeg ikke.

Og det siger måske mere om mig end alle de interviews, jeg har sagt nej til.

Måske er jeg ikke svær at forstå.

Måske er det bare nemmere at kalde mig besværlig end at acceptere, at jeg mener det, jeg siger.

Det var bare en krøllet tanke.

— Denice


Jeg kan godt se, at Krøllede tanker denne gang blev virkelig lang.  Men jeg har ærligt talt ikke lyst til at korte den ned.  Den måtte være, som den var. Nogle tanker fylder mere end andre.  Nogle tekster bliver lange, fordi tankerne også er det.  Og måske øver jeg mig egentlig bare i at lade det være sådan, uden straks at undskylde for det. Så ja — den er lang.  Det er jeg godt klar over.  Men det er også sådan, den skulle være.